Ungekulturpuljen
En støttepulje til ungdomskulturelle aktiviteter i Rudersdal Kommune
Ungekulturpuljen er til for, at unge med en god idé kan få mulighed for at føre den ud i livet.
Alle der bor eller går i skole i Rudersdal Kommune og er mellem 13-25 år kan søge puljen. Du behøver ikke have nogen tidligere erfaringer med at igangsætte en idé eller gennemføre et projekt - din idé skal bare være noget, der kan samle flere unge om en aktivitet, en koncert, et event eller lignende.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal bære dig ad, kan vi sagtens hjælpe dig og vil også gerne være med til at planlægge idéen sammen med dig.
Du ringer eller skriver blot til os - så finder vi sammen ud af, hvordan vi får din idé bedst ud over rampen.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Hvis du har spørgsmål til Ungekulturpuljen
Ring til os på tlf. 46 11 59 00 eller send en mail til ungi@rudersdal.dk
Hvordan fungerer det?
-
Ung i Rudersdal ønsker at understøtte det ungdomskulturelle miljø i Rudersdal Kommune og har derfor etableret en støttepulje, der nemt, hurtigt og ubureaukratisk kan give økonomisk støtte til projekter og initiativer igangsat af, med og for unge fra Rudersdal Kommune.
Formålet med puljen er at støtte nyskabende projekter med små budgetter, ikke-kommercielle arrangementer, debatskabende events og ungdomskulturelle aktiviteter. Ung i Rudersdal kan bistå med projektrådgivning.
Puljens størrelse er på kr. 25.000.
Puljen kan søges, hvis man er mellem 12 og 25 år, bor i Rudersdal Kommune og har en god idé, der opfylder formålet.
Der gives ikke støtte til driftsudgifter, private projekter, støttearrangementer, politiske aktiviteter, og projekter der ikke har base i Rudersdal Kommune.
Der gives maksimalt støtte på kr. 5.000,- per projekt. Kun projekter med et budget på maks. 30.000,- kan søge puljen.
-
Du kan nemt søge om penge til dine projekter, arrangementer og gode idéer på linket her: https://formular.rudersdal.dk/content/ekstern/ansoegning-om-tilskud-fra-ungekulturpuljen
Ansøgninger til puljen skal indeholde:
- Den projektansvarlige skal bruge sit MitID ved brug af ansøgningen. Hermed tilføjes navn mv. automatisk. Hvis ansøgeren er under 18 år, skal ansøgningen underskrives af en forælder eller værge.
- En beskrivelse af projektets indhold og formål
- Oplysning om, hvor og hvornår arrangementet skal afholdes
- Oplysning om, hvem der medvirker.
- Et realistisk budget med angivelse af forventede indtægter og udgifter
- Angivelse af beløb, der søges om
Der tilbydes hjælp til projektansøgningen ved henvendelse til Ung i Rudersdal.
-
Det er muligt at søge ungekulturpuljen, så længe der er penge i puljen.
Der er løbende ansøgningsfrist, og ansøgningerne behandles minimum hver 14. dag, dog med undtagelse af ferieperioder.
Ansøgerne kan forvente svar senest fem arbejdsdage efter behandlingen.
-
Ung i Rudersdal kan meddele administrative afslag til ansøgninger om støtte til:
- Projekter, der allerede er afholdt
- Udlandsrejser og projekter, der ikke foregår i Rudersdal Kommune
- Ansøgere, der ikke er bosiddende eller går i skole i Rudersdal Kommune og som ikke er mellem 13-25 år
- Private arrangementer, herunder foreningsaktiviteter, der kun er rettet mod foreningens medlemmer
- Arrangementer, der allerede er støttet af Rudersdal Kommune
- Projekter med religiøst indhold
- Projekter med partipolitisk indhold
- Projekter, der i øvrigt ikke opfylder kravene til ansøgning
- Drift
- Projekter, der kun er til gavn for ansøgeren/ansøgerne f.eks. udgivelser demoer, lyrik m.v., som udelukkende tjener det formål at promovere udgiverne
- Kommercielle projekter
- Projekter, der har et samlet budget på over 30.000 kr.
- Ulovlige arrangementer,eller arrangementer, der på anden måde kan virke anstødelige.
Alle administrative afgørelser meddeles bestyrelsen for Ung i Rudersdal på først kommende møde.
Administrative afslag kan ikke påklages.
-
Det er projektejers ansvar at sikre nødvendige tilladelser for at gennemføre projekter. Projekterne skal afvikles som beskrevet i ansøgningen. Væsentlige ændringer skal aftales med Ung i Rudersdal.
-
Alle projekter, der får penge fra puljen, skal aflevere underskrevet regnskab senest 1 måned efter, at projektet er afsluttet. Skabelon til regnskab og evalueringsskema får du, når din bevilling er godkendt af os.
Ansøgerne skal ikke sende kvitteringer, men ansøgerne skal have dem liggende i et år, hvis projektet bliver udtaget til stikprøvekontrol.
10 % af regnskaberne udtages til stikprøvekontrol.
Ung i Rudersdal kræver pengene tilbage, hvis der ikke afleveres regnskab, eller hvis betingelserne for tildelingen af støtte ikke er opfyldt i forhold til betingelserne i tilsagnsbrevet.
Den projektansvarlige har ansvaret for indsendelse af regnskabet.
-
Alle projekter, der får penge fra puljen, skal aflevere en kort beskrivelse af projektforløbet og afviklingen af projektet, ved at indsende materialet i elektronisk form til Ung i Rudersdal på ungi@rudersdal.dk
Skabelon til regnskab og evalueringsskema får du, når din bevilling er godkendt af os.