Sådan arbejder en SSP-konsulent
Mød Brian, vores engagerede SSP-konsulent i Rudersdal Kommune. Til dagligt sidder han meget sammen med Ung i Rudersdal, så han er tæt på den målgruppe, han arbejder med.
Brian arbejder som SSP-konsulent i Ung i Rudersdal. SSP er et kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem Skole, Socialforvaltning og Politi. Hans hovedfokus er at skabe tryghed og forebygge risikoadfærd blandt kommunens unge.
Brian faciliterer bl.a. et forløb om social pejling i kommunens 7. klasser, hvor han arbejder med at udfordre sociale overdrivelser og flertalsmisforståelser blandt de unge. Det er vigtigt at bryde med forestillingen om, at alle andre gør bestemte ting. Når de unge får kendskab til kammeraternes reelle adfærd, påvirker det dem i samme positive retning. Hvert forløb afsluttes med et forældreoplæg, hvor Brian deler indsigt fra det forløb, de unge har gennemført.
Brian er også ansvarlig for at gennemføre den årlige Ungeprofilundersøgelse i kommunens gymnasie- og udskolingsklasser. Denne spørgeundersøgelse giver os et dybt indblik i de unges vaner inden for motion, søvn, kost, alkohol, rygning, samt deres mentale og sociale trivsel. Resultaterne hjælper skoler og SSP med at identificere behov og igangsætte nødvendige indsatser.
Dernæst kører Brian oplægget Ungeliv på Kanten, hvor forældre til børn i udskolingen får viden om teenageres adfærd, når det kommer til stoffer, alkohol og rusmidler.
Som SSP-konsulent er Brian også en vigtig sparringspartner i konkrete sager på skolerne, såsom mobning, racisme og mistrivsel. Hans motivation ligger i at hjælpe andre mennesker og være med til at mindske risikoadfærden blandt vores unge. At kunne støtte alle parter i situationer præget af konflikt, mistrivsel eller sorg er særligt givende for Brian.