Gå til hovedindhold

Fra øvelokale til musikdrømme

I Rude Studios får unge musikere adgang til professionelle faciliteter, sparring og et stærkt musikfællesskab.

Mere end et øvelokale

Tilmeldingen til efterårets fritidsundervisning i Ung i Rudersdal er nu åben, og for unge med interesse for musik rummer musiktilbuddet Rude Studios en lang række muligheder. Her kan unge spille musik, producere, udvikle deres talent som sangskrivere, møde andre med samme passion og få hjælp af professionelle musikere med mange års erfaring fra musikbranchen.

Rude Studios holder til i Performancehuset i Birkerød og består af flere forskellige musikfaciliteter – bl.a. fuldtudstyrede øvelokaler og studier, som unge mellem 15 og 25 år kan benytte. 

Men Rude Studios handler om mere end lokaler og udstyr. Her møder de unge også musikfaglige mentorer, som hjælper dem med alt fra sangskrivning og indspilning til koncerter og udgivelser. En af dem er musiker og musikkonsulent Mikkel Villingshøj står klar til at give de unge en hjælpende hånd, når de unge skal i gang med musikken.

Erfaring fra hele musikbranchen

Musikkonsulent Mikkel Villingshøj har selv brugt det meste af sit liv på musik. Han er uddannet musiker og har gennem årene spillet alt fra jazz og soul til hiphop og store koncertturnéer.

Jeg har spillet med både bittesmå nørklede jazz ting og har turneret med Suspekt i 12 år.

                  MIKKEL VILLINGSHØJ

Den erfaring tager han med ind i arbejdet med de unge. Mikkel bruger meget af sin tid på at sparre med de unge og fortælle dem om, hvordan musikbranchen hænger sammen.

For mange unge er det første gang, de møder den professionelle musikverden. Her kan erfaringerne fra Mikkel og kollegaen producer Jonas Rendbo være med til at gøre vejen lidt lettere at navigere i.

Håndholdt hjælp når der er brug for det

Noget af det særlige ved Rude Studios er den tætte kontakt mellem de unge og de voksne musikere. Her er der plads til spørgsmål, sparring og hjælp, når behovet opstår.

Der er ret meget håndhold. Har du brug for hjælp, så hjælper vi dig. Men det vigtigste, de lærer, det er, at de skal lære noget selv og få disciplin.

                  MIKKEL VILLINGSHØJ

Filosofien er, at de unge selv skal tage initiativet. Musik er noget, man lærer ved at gøre, og derfor handler tilbuddet ikke om traditionel undervisning, men om at skabe de bedste rammer for de unges udvikling.

Et fællesskab omkring musikken

I Rude Studios mødes unge med forskellige musikalske interesser og erfaringer. Nogle spiller i bands, andre producerer elektronisk musik, og nogle er først lige begyndt. Det fælles udgangspunkt er interessen for musik og lysten til at udvikle sig.

Det er samtidig også et fællesskab, hvor unge jo så kan komme og lave deres musik og forhåbentlig møde hinanden og møde mig, møde Jonas. Og blive bedre til musik og skabe noget musik og spille noget musik.

                  MIKKEL VILLINGSHØJ

Med tiden opstår der ofte samarbejder, netværk og nye projekter mellem de unge. For nogle bliver det starten på en musikalsk karriere, mens det for andre bliver et kreativt frirum ved siden af skole, uddannelse eller arbejde.

Nye muligheder i den kommende sæson

Uanset om man drømmer om at stå på en scene, producere sine egne sange eller bare gerne vil udvikle sine musikalske færdigheder, er Rude Studios åbent for unge mellem 15 og 25 år.

Jeg synes, det er enormt vigtigt, at det er til rådighed i sådan et kommunalt projekt her, og jeg synes, det er totalt fedt, at vi giver den mulighed til unge mennesker.

                  MIKKEL VILLINGSHØJ