Et sted at finde sin lyd – og sig selv
I en tid hvor meget foregår bag en skærm, og hvor tempoet er højt, findes der steder, hvor skærmen ikke bare er underholdning – men et kreativt værktøj. Ét af de steder er Producerklubben i Rude Studios – et kreativt tilbud under Ung i Rudersdal, hvor musik ikke bare handler om lyd, men også om trivsel, identitet og fællesskab.
Her mødes unge med vidt forskellige forudsætninger – nogle med masser af streams bag sig, andre med en tekst på deres telefon og en nysgerrighed på, hvad musik kan blive til.
Musik i bevægelse: fra instrument til computer
For Jonas Rendbo, der står i spidsen for Producerklubben, begyndte rejsen i det klassiske musikliv med instrumenter og bands. Men med tiden ændrede måden at lave musik sig.
Jeg skrev sange og spillede i et band, og så på et tidspunkt så blev det sådan, at man ikke behøvede at lege sig ind i et stort dyrt musikstudie for at kunne indspille sin musik. Fordi det blev muligt at gøre det derhjemme på sin computer med et musikprogram.
JONAS RENDBO, Producerklubben
I dag er det ofte omvendt. Mange unge starter med computeren og finder først senere ind i det at spille sammen med andre. Det betyder også, at der i dag er unge, som er ekstremt dygtige i musikprogrammer – uden nødvendigvis at spille et instrument. Og det er netop den udvikling, Producerklubben tager udgangspunkt i: at møde de unge dér, hvor de er.
Producerklubben er ikke et klassisk undervisningsforløb. Det er et åbent kreativt rum, hvor der er plads til både begyndere og øvede. Nogle kommer for at indspille en sang. Andre vil lære at producere beats. Og nogle er bare nysgerrige.
Det er meget forskelligt hvad de folk, der kommer her, har af baggrund med musik eller færdigheder på forhånd […] man skal egentlig bare interessere sig for musik og have lyst til at være nysgerrig på, hvad der er, der foregår, når man indspiller og producerer.
JONAS RENDBO, Producerklubben
Det er netop bredden, der gør stedet særligt. Her kan en ung, der rapper for første gang, stå side om side med en erfaren producer – og begge dele har lige meget plads. Samtidig opstår der noget, man ikke kan få alene derhjemme: relationer, sparring og samarbejder.
Musik som frirum
Selvom det i dag er muligt at lave musik alene på sin computer, er der noget særligt ved at være sammen om det.
Måden jeg er blevet god til at arbejde med musik, er fordi, at jeg har kigget nogen over skulderen, som var bedre end mig selv.
JONAS RENDBO, Producerklubben
I Producerklubben lærer de unge ikke kun fra underviseren, men også fra hinanden. Det bliver et fælles læringsrum, hvor idéer udvikles i fællesskab, og hvor man inspirerer hinanden på tværs af niveau og erfaring. For mange unge bliver musikken også det sted, hvor de kan udtrykke noget, de ikke nødvendigvis får sagt andre steder.
Altså musik er følelser, og der kan godt komme nogle af de hårde drenge ind ad døren nogle gange, som måske har skrevet et eller andet sejt, som de gerne vil sige. Men i processen åbner det op for en anden form for kommunikation.
JONAS RENDBO, Producerklubben
Det starter måske med noget overfladisk, men med tiden bliver det mere personligt. Mere ærligt. Og netop dét kan være afgørende. Musik kan være en ventil, et frirum og en måde at forstå sig selv på. Samtidig giver det en følelse af at mestre noget i en tid hvor meget ellers går hurtigt.
Et sted hvor alle kan være med
Noget af det, der kendetegner Producerklubben, er den åbenhed, der møder de unge. Her er der ikke fine fornemmelser – og det er ligegyldigt, hvor meget eller hvor lidt man kan. Det betyder også, at unge, som måske har haft svært ved at finde deres plads andre steder, kan finde fodfæste her.
Producerklubben er samtidig et af de få tilbud i kommunen, der henvender sig til de lidt ældre unge. Dem, der måske er færdige med de klassiske fritidstilbud, men stadig har brug for et sted at være. Et sted hvor man kan fordybe sig, møde ligesindede og tage sin interesse seriøst.
Producerklubben
Producerklubben er åben hver mandag fra 16.00 til 23.00, og er en del af Rude Studios hos Ung i Rudersdal og tilbyder:
- Et åbent musikstudie
- Adgang til professionelt udstyr
- Sparring med erfarne musikere og producere
- Mulighed for at producere, skrive og indspille egen musik
- Et kreativt miljø med andre unge