Et fritidsjob kan være vejen ind i fællesskabet
Gennem projektet Coop Crew giver Ung i Rudersdal unge mulighed for at prøve kræfter med et fritidsjob og få nye erfaringer i trygge rammer. I samarbejde med SuperBrugsen i Trørød har en gruppe unge derfor fået mulighed for at arbejde i butikken og blive en del af et arbejdsfællesskab.
Når man træder ind i SuperBrugsen i Trørød, er det ikke kun varer og indkøbskurve. Her møder kunderne også et sted, hvor unge mennesker får en chance for at prøve kræfter med arbejdslivet – og for nogle bliver det første skridt mod større selvtillid og nye muligheder.
Købmand og indehaver Daniel Bereta har stået i spidsen for butikken i 10 år og er glad for at kunne åbne døren for unge gennem samarbejdet med Ung i Rudersdal.
En stor del af vores virksomhed er bygget på unge mennesker. I den her branche kan man faktisk rigtig meget på kort tid, og hårdt arbejde slår talent. Bare fordi man måske ikke er god i skolen, kan man godt være god til nogle andre ting.
DANIEL BERETA, SUPERBRUGSEN TRØRØD
Daniel oplever også, at udviklingen hos de unge ofte kan ses i de små ting.
Det er jo ikke de mest udadvendte mennesker, der deltager i sådan et projekt, men når der bliver skabt nogle trygge rammer, kan man virkelig se, at det rykker noget. De bliver mere sikre i det, de gør.
DANIEL BERETA, SUPERBRUGSEN TRØRØD
Trygge rammer og voksne, der følger de unge
Under hele forløbet har de unge haft en voksen fra Ung i Rudersdal med på sidelinjen. Mathilde, der til dagligt er pædagog i Ung i Rudersdals ungemiljø Fløjen i Birkerød, har fulgt de unge i butikken og været med til at skabe tryghed gennem relationer, støtte og gode samtaler undervejs. Samtidig har hun været med til at sikre, at de unge fik en god start i arbejdslivet og turde kaste sig ud i nye opgaver.
De unge har været overraskende selvkørende og utrolig arbejdsomme. Det har været fedt at følge deres udvikling og være en del af den.
MATHILDE, UNG I RUDERSDAL
Hun oplever også, at forløbet har gjort et stort indtryk på deltagerne.
Mange af de unge har efterfølgende givet udtryk for, at de satte stor pris på at have været med – og på at blive mødt af voksne, der troede på dem og deres evner.
MATHILDE, UNG I RUDERSDAL
Nye mennesker og nye erfaringer
En af de unge deltagere i Coop Crew er Yaman. For ham var motivationen for at melde sig til Coop Crew egentlig ret simpel.
Jeg så det lidt som en sjov aktivitet at prøve at snakke med kunder og sådan nogle ting.
YAMAN, DELTAGER I COOP CREW
Allerede fra starten oplevede han, at forløbet gav noget mere end bare arbejdstimer i butikken. Det var både sjovt, gav ham en mulighed for at møde nye mennesker samt lære de andre deltagende bedre at kende. Det sociale fællesskab har derfor været en stor del af oplevelsen.
Den første dag var faktisk den sjoveste, der begyndte vi sådan at snakke sammen og lære hinanden at kende.
YAMAN, DELTAGER I COOP CREW
For Yaman har arbejdet i butikken også givet konkrete erfaringer, han kan bruge fremover. Han har blandt andet lært, hvordan man taler med kunder – og hvordan man navigerer rundt i en travl butik. Og hvis andre unge overvejer at deltage i Coop Crew, er hans anbefaling klar:
Hvis du gerne vil arbejde i en butik og se hvordan kunder snakker med dig og sådan nogle ting – så er det sjovt.
YAMAN, DELTAGER I COOP CREW
En krammer, der siger det hele
Nogle gange er det dog de helt små øjeblikke, der gør størst indtryk. Da forløbet sluttede, gav Daniel en lille afskedsgave til hver af deltagerne – lidt slik og chips. Men reaktionen på gaven, kom som en overraskelse for Daniel.
Da vi sagde farvel, kom en af de unge hen og gav mig et kram. Det betød virkelig noget for ham, at han havde været her og havde fået noget ud af det.
DANIEL BERETA, SUPERBRUGSEN TRØRØD
For Daniel var det en stærk påmindelse om, hvor stor betydning selv små oplevelser kan have, og hvordan vi alle kunne lære at blive bedre til at sætte pris på hinanden samt de små ting i livet.
Et fritidsjob kan sætte en ny retning i livet
For mange unge handler et fritidsjob ikke kun om at tjene penge. Det handler også om ansvar, fællesskab og om at opleve, at andre regner med én. Netop derfor kan et fritidsjob få stor betydning – især for unge, der måske ikke altid føler sig hjemme i skolens fællesskaber.
Når unge får mulighed for at prøve kræfter med et job, sker der ofte en udvikling. Nogle af dem, der i starten virker usikre eller umodne, vokser med opgaverne og ender med at blive nogle af arbejdspladsens stærkeste medarbejdere. Et formål kan være en stærk drivkraft der skaber trivsel, og følelsen af at have en rolle og et ansvar kan være med til at skabe trivsel. De unge i Coop Crew bliver de en del af et fællesskab, hvor alle arbejder sammen og er afhængige af hinanden.
Og måske er netop det essensen af projektet: At et fritidsjob ikke bare er et job – det kan være et sted, hvor unge finder mod, formål, fællesskab – og troen på, at de også har noget at bidrage med. På den måde får vi skabt trivsel gennem fællesskaber. Det blev også tydeligt ved afslutningen af forløbet, da en af de unge, deltagere, Denys, satte ord på, hvad det havde betydet for ham, da han modtog sit diplom:
Tak for at tro på mig – og på de fremtidige generationer.
DENYS, DELTAGER I COOP CREW
Coop Crew
Vil du vide mere om Coop Crew – eller kunne dit barn have glæde af at deltage?
Læs mere via linket. Vi har allerede en interesseliste til næste forløb, der starter i efteråret 2026.