Hop til hovedindhold
Nyhed

Unge giver tilbage til fællesskabet

Når Ung i Rudersdal inviterer kommunens 6. klasser til KLUB13-fest i Rudersdal, handler det om meget mere end musik, dans og festlig stemning. Bag kulissen står både medarbejdere fra Ung i Rudersdal samt frivillige klar til at skabe trygge og meningsfulde rammer — og for nogle af de frivillige er det en helt særlig oplevelse at være en del af.

Abdullah - tidligere bruger af ungemiljøet Fløjen, nu frivillig i Ung i Rudersdal.
Foto: Josephine Høgsted

Når man selv bliver den trygge voksen

En af dem er Abdullah på 20 år, som selv har haft sine ungdomsår i Ung i Rudersdals fællesskaber. Han er ikke længere fast tilknyttet et af ungemiljøerne, men hver gang der er arrangementer, melder han sig frivilligt for at give en hånd med. For ham er det en måde at give videre af de fællesskaber og oplevelser, han selv blev en del af, samt at folde sig ud og prøve kræfter af i nye sammenhænge. 

“Jeg startede selv med at gå i ungdomsklub i Fløjen, så jeg har selv været en af de unge, der plejer at deltage i de her begivenheder og arrangementer. Så det er rigtig rart, at man giver de unge […] den samme følelse som jeg havde, da jeg var yngre. Det er dejligt, at man kan hjælpe til, og være med til at gøre deres dag bedre, og se dem smile og hygge sig.” fortæller Abdullah.

Abdullah oplever en særlig glæde ved at være med, og han er altid klar til at give en hjælpende hånd, når der er brug for det. 

Så længe man kan give dem et smil på læben, får man det også selv bedre.
Abdullah, Frivillig Ung i Rudersdal

At give videre og være rollemodeller

Når tidligere brugere af ungemiljøerne som Abdullah vender tilbage som frivillige, skaber det en særlig forbindelse til de nye generationer. De unge kan mærke, at det ikke kun er voksne, der står klar i kulissen — men også nogen, der har stået nøjagtigt dér, hvor de står nu.

Mange af de unge frivillige har selv været med til KLUB13-festerne. Abdullah stod selv som 12-årig, fuld af forventning til sin første fest, og nyder nu, at han som voksen kan give oplevelsen videre til en ny gruppe unge, og byde ind med egne erfaringer.  

Den slags relationer betyder, at de unge ikke bare deltager i en fest — de bliver en del af et fællesskab, som rækker længere end en enkelt aften. Det skaber trivsel, sammenhængskraft og rollemodeller, som kan inspirere de næste i rækken.

Fællesskab, der vokser med de unge

For Abdullah har vejen igennem Ung i Rudersdals tilbud betydet, at han nu overvejer en karriere inden for børn- og ungeområdet. Abdullahs historie viser, at relationen til både pædagoger i ungemiljøerne og medarbejdere i Gadeteamet har haft afgørende betydning. Det er netop de trygge og vedholdende relationer, som tidligere deltagere kan tage med sig, når de vender tilbage som frivillige.

Her kan de byde ind med erfaring, engagement og overskud, samtidig med at de bidrager til, at de nye unge kan folde sig ud i trygge rammer og mærke værdien af et fællesskab, der rækker længere end en enkelt fest.

Ungemiljøerne i Rudersdal bygger på idéen om et fællesskab, der vokser med de unge – at fællesskab og trivsel går hånd i hånd, og at relationer ikke har en udløbsdato. Når unge, der selv har været en del af ungemiljøerne, træder ind som frivillige eller fortsætter kontakten gennem gadeteamet, opstår der noget særligt — en følelse af at høre til, uanset hvor man er i livet.